Uddrag
Forord
Af Rasmus Mariager
Det 19. århundredes nationalisme kulminerede med 1914 i det, der i samtiden blev kaldt den Store Krig; den første egentlige verdenskrig. Ud af denne moderne ødelæggelseskrig voksede de store totalitære ideologier - kommunismen, fascismen og nazismen - som i mellemkrigstiden kæmpede med og mod hinanden, og som i 1930?erne førte Europas demokratier ud i en eksistenskamp, der kulminerede med 2. Verdenskrig.
I mellemkrigstiden var det et fåtal af nationer, som ikke havde været prøvet af krigshandlinger, tab og svære menneskelige lidelser i enten 1. Verdenskrig eller i en af de mange borgerkrige eller efterfølgerkrige, der fulgte i kølvandet på 1. Verdenskrig. Blandt de markante undtagelser var Danmark, som siden afslutningen på den Store Nordiske Krig i 1720, fraset en kortere tid under Napoleonskrigene og de slesvigske krige, havde søgt at føre neutralitetsbaseret politik. Erfaringerne fra nederlaget i 1864 bekræftede store dele af den danske befolkning og beslutningstagere i at føre en politik, der havde som mål at holde landet uden for politiske alliancedannelser og militære konflikter. I slutningen af 1800-tallet befandt Danmark sig i en militært svag, men geopolitisk vigtig stilling ved indsejlingen til Østersøen; et område som tre stormagter - Rusland, Tyskland og Storbritannien - anså for at være af strategisk betydning. Der var således god overensstemmelse mellem Danmarks forsigtige, neutrale udenrigspolitiske linje og en politik, der appellerede til international ret. Efter at det med denne balancepolitik var lykkedes at holde Danmark ude af 1. Verdenskrig - de sønderjyske landsdele og handelsflåden undtaget - bestyrkedes denne linje med Danmarks deltagelse i Folkeforbundet og en radikal nedrustningspolitisk linje, som i årene efter 1918 reducerede det danske militær til et neutralitetsværn.
Mens de ledende politiske partier og beslutningstagere i mellemkrigstiden forfulgte en balancepolitik med sigte på nedrustning og ikke-involvering, var der også danskere, der lod sig drage ind i ideologiernes borgerkrig. De risikerede gerne alt i kampen mellem kommunisme og fascisme eller mellem demokrati og diktatur. I årene før, under og umiddelbart efter 2. Verdenskrig valgte således tusinder af danske statsborgere at gå i krig i udlandet. Der var danske deltagere i den spanske borgerkrig. Der var frivillige i den finske vinterkrig. Under verdenskrigen var der danskere i både tysk og allieret krigstjeneste. Og efter befrielsen var der danske statsborgere, der gjorde militærtjeneste i Storbritannien.
Men hvad handlede disse konflikter om? Hvem var det, der meldte sig? Hvor mange var de? Hvorfor gjorde de det, og fik de nogen betydning? Disse og andre spørgsmål danner udgangspunkt for denne bog. Indledningsvis beskriver Morten Heiberg den kamp, som Leo Kari udkæmpede under den spanske borgerkrig. Derpå følger Jan Ahtola Nielsens og Mikkel Kirkebæks portræt af officeren Hans Fenger, der var dansk frivillig i den finske vinterkrig. SS-officer Per Sørensens skæbne skildres af Claus Bundgård Christensen, Niels Bo Poulsen og Peter Scharff Smith. Jakob Sørensen tegner et billede af Werner Michael Iversen, der havde rang af kaptajn i den britiske hær under 2. Verdenskrig. Herefter følger Jakob Knud Bro Lorenzens og Jakob Helth Lønborgs portræt af menig Per Christensen, der gjorde tjeneste i den britiske hær 1945-48. Afslutningsvis leverer Ib Faurby en oversigtstegning af dansk neutralitetspolitik fra 1800-tallet frem til 1949, og med udgangspunkt i bogens øvrige bidrag giver han svar på de ovenfor stillede spørgsmål og flere til.
Uden at påstå at de portrætterede repræsenterer "gennemsnitssoldaten" - en sådan findes næppe - så tegner de et bredt billede af danske statsborgere i udenlandsk krigstjeneste i årene omkring 2. Verdenskrig:Werner Michael Iversen var skrivebordsofficeren, der rekrutterede. Per Sørensen og Hans Fenger var kæmpende befalingsmænd, der døde i felten. Leo Kari pådrog sig traumer og begik senere selvmord. Per Christensen var den eventyrlystne, der fik en oplevelse for livet.
Bogen rejser spørgsmålet om forholdet mellem statens politik, raison d?État, og den enkelte borgers ønske om at handle i bestemte situationer. Hertil kan man sige, at en stats ansvar er et andet end den enkelte borgers. Overordnet må et lands ledelse nødvendigvis tage i overvejelse, hvilke konsekvenser et givent politisk skridt vil få for landet som helhed og for den internationale situation. Den enkelte har en større handlefrihed. Men, som det fremgår af de følgende sider, betyder det hverken frihed for ansvar eller frihed for konsekvenser.
