H. H. E. Krogsgaard. Udgivelsesår 1998. 40 sider. Børnebogen "Fædrelandskjærlighed" fra 1849 handler kun om store og gode handlinger udført af danskere. Norge havde forladt det danske monarki i 1815, og i 1849 var Holsten på vej til det samme. Derfor blev holstenerne betragtet som forræddere af danskerne. Dette fremgår tydeligt af denne lille børnebog om den første og eneste danske borgerkrig, skildret fra det sejrsberuste København, hvor opfattelsen af krigens årsager og forløb var helt klare og énsidige. Bogen fortæller om 8 episoder fra de første krigsår, og skildringen lægger hovedvægten på at få moralen frem i de små pædagogiske genre-fortællinger. Set med nutidens øjne er "Fædrelandskjærlighed" en kuriøs lille sag, hvis idé-indhold mange vil tage afstand fra. Men en læser med dette syn må erindre sig, at bogen repræsenterer et bestemt udviklingsstadium for nationen. Danmark havde brug for en litteratur, der kunne hjælpe og støtte det spinkle folkestyre, og bogen passer godt til det behov. Det er heller ikke tilfældigt, at det i dag er i de forholdsvise unge stater - eller stater med ret unge styreformer - at vi kan finde nutidige paraleller til "Fædrelandskjærlighed". Bogen blev oprindelig udgivet anonymt af forlægger E. L. Thaarup i 1849, men er skrevet af forfatteren H. H. E. Krogsgaard.
|