Forfatter: Leif Sestoft Sider: 357 Udgivelsesår: 2008 De Meza var født i 1792 og fik en antiautoritær opdragelse som barn af Oplysningstiden. I artilleriet gennemløb han en personligt utilfredsstillende og lidet markant karriere, indtil det med den danske demokratiske revolution i 1848 og det samtidige udbrud af Treårskrigen blev klart, at der i høj grad var brug for netop en person som ham. Der fulgte en lynkarriere, men det viste sig hurtigt efter 1848, at han havde ligeså lidt tilovers for det nye demokratis ledere, som han havde haft for enevældens monarker.
Modstanden mod den politiske ledelse betragtede han dog som en gene, som han var nødt til at leve med, på linie med den blærestenslidelse, som bibragte ham ryet som hypokonder neurotiker, mens han i virkeligheden aldrig sparede sig selv.
Karrieren endte med, at han i 1864 blev tildelt den lidet misundelsesværdige post som øverstkommanderende ved Dannevirke. Han stod bag beslutningen om at undgå en ødelæggende kamp i de gamle skanser og reddede armeen, men satte sin egen position over styr.
I øvrigt var hans liv opfyldt af interesser for næsten alt omkring ham, musik, filosofi, kulturgeografi, historie, sprog, naturvidenskab, og ikke mindst var forholdet til kvindekønnet en fuldstændig forudsætning for hans livslykke.
Biografien, der fremdrager mange nye sider af de Meza´s liv, er en kulturhistorisk lystrejse gennem den gamle danske Helstats sidste halve århundrede, der faldt sammen med den danske Guldalder.
|
